Almost time to time head for sweet old Denmark

Så er der ikke lang tid igen før jeg står i Vancouver International Airport.

Jeg ankom til Vancouver igår eftermiddags efter en uhyrlig lang bustur fra Keremeos. Da vi endelig ankom til Vancouver havde vi været på farten i 7 timer, så jeg var pænt træt af at sidde ned.
På det tidspunkt var jeg dog bare glad for at jeg ikke havde langt til mit hostel, men stort set bare skulle krydse gaden.

Det skulle dog vise sig at være alle pengene værd.

Da jeg endelig var blevet indregistreret og havde fået tildelt et værelse, møvede jeg mine rygsække op ad trappen, åbnede døren og fandt Daniel fra Norge. Daniel har den fantastiske alder af 24 år og har lige færdiggjort sin bachelor i international business i Tacoma (30 min fra Seattle), hvorfor hans visum nu er udløbet. Han er derfor i Vancouver for at få fornyet sit visum på det amerikanske konsulat.

På vej til Vancouver i bussen, havde jeg haft kontakt med Kelsi som jeg mødte i Vancouver, da jeg ankom her til at begynde med. Kelsi havde inviteret mig til et Indian Dance Show på hendes universitet, hvor hun læser Women’s Studies, og Daniel havde ikke de store planer, så han gjorde den store fejltagelse at tage med, for det skulle vise sig at være lidt af en omgang.

Temaet for aftenen var at vise en bestemt form for traditionel indisk dans (Odissi), som repræsenterer de stærke indiske kvinde (det var to stive timer, hvor en enkelt kvinde dansede fire forskellige danse, der hver isæt portrætterede eller fortalte en historie om den stærke kvinde.

Det var nu faktisk ret interessant at se, men efter 7 timer i bussen, havde jeg ligesom fået nok af at sidde stille.

På vej ned til universitetet legede jeg turguide for Daniel og viste ham rundt i Vancouver (rimelig mangelfuld guide..). Men jeg fik dog vist ham verdens første dampur i Gastown.

Efter showet gik Kelsi, Daniel og jeg ned på en nærliggende bar for at drikke en enkelt øl, som så blev til lidt flere øl og lidt flere øl.

Da Daniel og jeg vækkede den stakkels mexicanske læge, der bor på vores værelse, var klokken ved at være 2, og vi var begge pænt trætte.

Vi havde heldigvis aftalt at sove længe i dag, for jeg vågnede op med den mest ihærdige hovedpine, jeg længe har haft (lider stadig under den). Da vi endelig kom i gang, foreslog Daniel at vi skulle spise morgenmad oppe i Chinatown – det skal lige siges, at Daniel har læst et halvt år i Kina, så han er en smule hjemmevant deroppe. Eftersom jeg ingen ide havde om, hvad vi gik efter, fulgte jeg blindt efter Daniel op i en restaurant i begyndelsen af Chinatown.

Det var en meget mærkværdig oplevelse at træde ind i den restaurant. Rundt omkring sad udelukkende kinesere, og de kiggede alle sammen på ham den lyshårede dreng, der stod i døren, og følte sig som en elefant.

Med kinesisk underholdningsshow kørende på stort fladskærms-tv og al snak foregående på kinesisk, følte jeg at var trådt direkte ind i Kina.

Maden var rigtig god, og teen fantastisk, men vi blev begge meget mætte og måtte til sidst skynde os ud i den friske luft igen.

Ellers har vi bare vadet Vancouver tynd og nydt det gode vejr (solen skynder og de første blomster er sprunget ud i parkerne!!! – Daniel driller mig med min glæde over blomsterne.. Det er ikke pænt. Forbandende nordmand).

Vores vaden rundt er kun blevet afbrudt af Daniels besøg på det amerikanske konsulat for at få sit visum.

Lige nu ligger vi bare og hviler fødderne – eller det vil sige, Daniel sover og jeg skriver dette indlæg. Det er dog en stakket frist, for jeg skal mødes med Kelsi om 30 minutters tid. Men skal først have et bad. For nørj, hvor trænger jeg til det.

I øvrigt, jeg bliver nødt til lige at samle op på de sidste dage på gården:

Vejret var helt vidunderligt med 25-26 grader i solen. Jeg blev desværre ikke helt færdig med drivhuset. Det ville jeg nu gerne, men det var sgu for hårdt til at jeg kunne nå det.

Den sidste uge efter jeg kom hjem fra Apex fløj bare afsted. Så jeg føler næsten ikke jeg var der i den tid (men det må jeg jo af gode grunde have været..)

Til sidst, kan jeg kun sige, at hvis man befinder sig i British Columbia er området, der hedder The Okanagan (Similkameen Valley er en del af dette område), et sted man er nødt til at besøge. Det er helt utroligt. Jeg skal i hvert fald tilbage! Men nu skal jeg i bad.