onsdag den 26. marts 2008

Fortsættelse

(Historien fortsætter hvor den slap)

Søndag ændrede tingene sig. Endelig fik vi det hele til at fungere og vi vandt alle vore kampe. Det er altid sjovt at spille, men det er nu engang altid sjovere at vinde kampene.
Men samtidigt med at vores spil begyndte at fungere, begyndte vejret at gå i stykker. De sidste to kampe søndag var fuldstændig forrykte. Det stod ned i tykke stænger og der blæste en virkelig kold vind.
Alle frøs forfærdeligt meget og jeg ved egentlig ikke, hvad det var der gjorde, at vi gennemførte den dag, for det var helt vildt. Jeg håber at jeg får fingrene i nogle billeder, der kan vise hvordan det var - det mindede mig utroligt meget om sidste års Roskilde Festival, bortset fra, at jeg havde bare tæer i sandet og jeg ikke kunne drikke mig varm.
Til gengæld nød jeg det varme bad helt ustyrligt meget, da jeg kom hjem.

Da vi kom hjem på hotellet var der dømt total afslapning inden aftenens store fest, hvilket måske kan læses ud fra nedenstående billede



I parentes bemærket må jeg indrømme at jeg aldrig rigtig rejste mig fra sengen..

Mandag ventede vores sidste kamp. Den afgørende kamp, der skulle afgøre om vi endte som nummer 25 eller 26. Det kan godt være at det ikke lyder af meget, men det var en stor motivationsfaktor for undertegnede!

Kampen skulle selvfølgelig spilles kl 8.30, hvilket var en kende for tidligt for Vesters, som Daniel og jeg forgæves forsøgte at få i live. Vejret var dog skiftet og vi spillede en fantastisk kamp i høj sol og uden bemærkelsesværdig vind.
Begge hold scorede utrolig mange point og vi fulgtes meget tæt til det stod 11-11, hvor vi så fandt de sidste ressourcer frem og scorede de sidste to point til sejren 13-11. Her bliver jeg lige nødt til at henlede opmærksomheden på min glæde over at være den, der greb til den sidste scoring. Sweet!

10 kampe og en meget øm krop senere, stod vi nu og havde slået vores seedning med to placeringer. Hvilken følelse!

Efter kampen tog jeg tilbage til hotellet med Daniel og spiste morgenmad inden jeg gik op og pakkede mine ting, for derefter at finde et tog mod Firenze, hvor en god ven ventede på mig.

Nu sidder jeg så i Leas lejlighed dagen inden jeg turen går hjem igen.

Klokken er lidt i seks og vi skal finde lidt mad, og så tror jeg vi skal se Black Cat White cat over en gang pasta i aften.

Måske jeg lige skulle uploade nogle billeder fra de sidste par dage..?

Det kommer lige om lidt!

Ingen kommentarer: