Og så er jeg tilbage i Firenze efter 5 fantastiske dage i Rimini.
Bare så alle ved det: Paganello is crazy! 3 kampe hver dag og fest om aftenen. Det er selvmord, men det er satanedeme skægt.
Lidt om hvordan selve turneringen forløb:
Jeg ankom sammen med Daniel og Vesters onsdag (en dag før de andre). Det var dejligt at have tid til at gå rundt og få et indtryk af spilleområdet og Rimini som by inden det hele blev skudt i gang.
Resten af holdet ville ankomme torsdag eftermiddag, så vi havde en masse tid at gå rundt og få kastet en masse med frisbee'en i vinden i det næsten solrige vejr.
Billedet nedenfor er taget under en tiltrængt pause fra al frisbee-kastningen
Torsdag aften var der stor fest på stranden ved siden af hovedteltet, hvor der blev serveret gratis vin fra MEGET store flasker. Den gratis vin var dog næsten overflødig , da vi havde taget forskud på festen hjemmefra med Asti'er og en masse øl.
Aftenen resulterede i et styk ødelagt kamera (hvorfor jeg venter på de andres billeder til upload) og grimme tømmermænd til turneringens første kamp fredag morgen kl 9.
Jeg ved ikke om det var tømmermændene eller om det var fordi vi havde et knap så sammenspillet hold, men vi tabte alle tre kampe den fredag. Faktisk spillede vi ikke såå skidt, men vi smed disc'en væk for meget og spillede mod hold som straffede os for det.
(For mig var det en kæmpe oplevelse og en endnu større udfordring at spille i sand for første gang og samtidigt spille og kaste i meget stærk vind. Jeg har virkelig lært en masse. Det er helt utroligt)
Lørdag fortsatte lidt i samme stil. Vi spillede bedre end fredag, men stadig ikke godt nok til ikke at vinde kampene. Vi vandt dog een kamp, som til gengæld var en helt utrolig fed kamp. Vi var bagud 6-2, og kampen var til 8 point. Så tog fanden ved os og vores forsvar fungerede helt fantastisk. Pludselig var vi foran 6-7 og manglede nu kun eet point for at vinde kampen.
Nu følger en scene jeg sent vil glemme: Det andet hold har disc'en lige udenfor deres endzone. Da spillet bliver sat i gang, løber ham jeg dækker ind mod spilleren med disc'en for at modtage den. Jeg havde lidt forudset det, så jeg løber lige i røven af min mand (Herefter foregår alt i slowmotion). Jeg ser, at spilleren med disc'en lægger an til at kaste til min mand, jeg kaster mig efter disc'en og ser at jeg når den. Jeg slår ud efter den og rammer den klokkerent. Ekstase..
Efterfølgende scorer vi det afgørende point. Det var helt vildt.
Fortsættelse om resten af turneringen fortsætter. Jeg skal i bad, og så skal jeg med Rasmus ud og sightsee'e!
God formiddag til jer alle!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar