Tilbage i min lille cabin

Ja, saa kom jeg tilbage fra 4 dage paa ski. Det var ikke saa meget som jeg kunne have oensket mig det, men lidt er (naesten) altid bedre end intet. Eller hvad?

Jeg boede paa et hostel i "downtown" Apex, og havde mit eget 4-mands vaerelse, hvilket jeg noed i fulde drag ved at sprede alt mit sure skitoej over hele vaerelset, saa jeg snart jeg kom hjem.

Jeg havde 3 fantastiske dage paa langrend laengere oppe paa bjerget paa et omraade, der hedder Nickelplate Nordic Centre. Det hele bliver koert af en non-profit forening, som overlever ved hjaelp af en masse frivillige og medlemskontingenter. Det er her John og Irene, som jeg var heroppe med sidste soendag, er medlemmer.
Nickelplate ligger som sagt laengere oppe paa bjerget, og som i resten af dette land er den offentlige transport ikke fantastisk udbygget. For mig betoed det, at jeg startede hver dag med at finde vej til langrendsomraadet via downhill-bakkerne. Det vil sige: 5 kvarters langrend opad bakke for at komme til selve langrendsomraadet. Det var nu ikke en daarlig maade at starte dagen paa. Saa var jeg ligesom i gang, og desuden var det en smuk tur, hvor jeg som regel var eneste person paa bakkerne.

Den tredje dag var jeg en smule oem i lysken, saa jeg ville tage en stille og rolig dag og bare tusse lidt rundt i byen. Det endte dog med at jeg ikke kunne lade vaere med at tage en halv dag paa alpinski. Det var kun 3 timer, men det var virkelig virkelig sjovt (styrtede kun en haandfuld gange..).
Jeg havde selvfoelgelig valgt den vejrmaessigt set underligste dag. Naesten hele bjerget var indhyldet i en taet sky. Det var kun bunden og toppen, der laa fri. Det var helt vildt, naar man kom op gennem skyen i liften, for saa til sidst at have den smukkeste skyfri udsigt ud over bjergene.

Sidste dag var jeg tilbage paa langrenden (og huskede for en gang skyld at straekke ud inden, hvilket betoed at jeg ingen problemer fik med lysken). Efter at have forceret morgenens strabadser, ville jeg soerge for at faa loebet mig toer for energi. Jeg valgte derfor en rute, som jeg havde lidt kendskab til, og som jeg vidste klare jobbet. Og det maa man sige den gjorde. 17 km senere sad jeg tilbage i foreningens hytte foran pejsen og noed min stol i fulde drag. Men noej, hvor kommer jeg til at savne det.

Hjemturen fra Apex var lidt af en begivenhed. Parret, Keith og Oki, der styrer den daglige drift af Nickelplate var saa soede at give mig et lift til byen Penticton, hvor jeg skulle samles op af Lee (Karls mor). Vi havde aftalt at moedes, hvor bussen fra Apex normalt saetter folk af, og alt virkede fint lige indtil Keith spoerger mig ved hvilket af bussens stoppesteder jeg skulle moede Lee.. "I have no idea. It only said Penticton on the website..". Derefter blev den store efterlysning af Sarah og Karls og Lees telefonnummer sat i gang.
Der var ingen grund til at holde yderligere paa Keith og Oki, saa jeg blev sat af paa Mohawk Gas Station (stationen ligger paa graensen til et indianerreservat, deraf navnet), roeg direkte hen til telefonboksen. Jeg fandt en masse numre, men enten var der intet svar eller ogsaa var nummeret ugyldigt.. Der stod jeg lidt udenfor Penticton paa en tankstation med to rygsaekke og begyndte at blive mere og mere irriteret over at jeg ikke kunne komme igennem til nogen. Bedst som jeg stod der og overvejede mine muligheder er der en bil, der dytter af mig. Aabenbart har Keith og Oki ringet til Irene, som har ringet til John, som tilfaeldigvis havde vaeret til tandlaegen i Penticton den dag, og som netop var paa vej hjem.
Det hele endte med at John koerte mig hele vejen hjem til Sarah og Karl, da vi ikke kunne finde Lee noget sted i Penticton.
Det maa man virkelig give canadierne. Jeg har sjaeldent moedt saa venlige og hjaelpsomme mennesker. Det er helt utroligt. Jeg kan kun haabe at folk, der rejser rundt i DK, har samme fornemmelse i forhold til os.

Naa, men nu er jeg tilbage paa gaarden og foraaret er for alvorlig kommet.
Det har vaeret en rigtig dejlig dag med 26 grader i solen, wife beater og aarets foerste saaninger! Hjalp Sarah med at saa agurker, 13 forskellige slags salater (deriblandt Speckled Amish Butterhead(!)) og loeg. Maa se om jeg ikke kan faa uploadet nogle billeder.

Jeg er ikke helt sikker paa, hvad planen er den sidste tid. Indtil videre bliver jeg her paa gaarden et par dage endnu - turen op til Apex kostede vist lidt penge, saa kunne nok godt have brug for at leve gratis et par dage endnu. Vi faar se. Lige nu nyder jeg bare det gode vejr og den smukke natur.




Double Diamond Hostel i Apex, hvor jeg boede. Man kan ane begyndelsen af skiomraadet i baggrunden.



Selvportraet paa vej op til Nickel Plate. Jeg tror jeg var den eneste der brugte den rute.. Jeg moedte i hvert fald aldrig nogen paa den.




Udsigten fra skiliften op gennem taagen.




John insisterede paa at tage et billede af mig og Irene, fordi jeg havde vaeret saa kaek at tage et billede af dem, mens de knoklede op ad en lang bakke. - Det er bare en akavet situation, at posere saadan..