mandag den 28. juni 2010

Good times in North Greenland

My apologies to those of you who doesn't speak any Danish.


I'm simply to tired in my head to think in English – and more important, I'm dedicating this post to my grandparents who (I believe) would appreciate if I once in a while did my posts in Danish.


Tiden går vanvittigt hurtigt heroppe. Det må siges.

Jeg tænker, at det primært bunder i, at jeg stort set har arbejdet siden jeg ankom til Uummannaq.

Godt nok var de første dage ikke så stringente, eftersom det hovedsageligt handlede om, at jeg skulle sætte mig ind i, hvordan byen er indrettet, hvordan tingene fungerer her, hvor vandreruterne er sat, hvordan jeg skal lave mine ture med gæsterne, osv. Men arbejde, det gjorde jeg.


Efter den indledende tid her, er jeg til gengæld blevet et velkendt ansigt på hotellet.


Mine dage starter kl 8 med morgenmad (både egen og hotelgæsternes), derefter gøres klar til frokost med efterfølgende formiddagskaffe.

Fra 12 til 13 serverer vi frokost for hotelgæster i den ene restaurant og for de lokale i den anden. Menuen er fuldstændig ens, men prisen er meget forskellig – gæt engang hvorledes.


Efter frokost gør vi klar til middagen, for derefter selv at nyde en velfortjent spisepause.


Derfra sker der som regel ikke meget før middagen begynder, hvilket betyder, at jeg ofte har noget tid til at gå en tur, læse, drikke kaffe, eller noget helt fjerde.


De sidste par dage har dog (heldigvis) været en lidt anden historie. Jeg har haft 4 gæster boende her over weekenden – og vigtigere endnu: 4 gæster som har været enormt nysgerrige på at opleve noget heroppe. Jeg har haft dem med på udvidet vandretur til fjeldet med frokost på bjergskråningen, haft dem med på byrundtur, samt på heldags-bådtur. Og det er især bådturen, der gør, at jeg må skrive dette indlæg.


Bådturen er en tur rundt i fjorden, hvor man først tager til Qilakitsoq, hvor der i 1972 blev fundet 8 ekstremt velbevarede mumier (derudover er her en masse husruiner og grave fra 1400-tallet). Dernæst tager man forbi Ikerasak, hvor Flemming Jensen boede i en årrække i 70'erne (det er denne bygd hans bøger ”Vejledning i Sælfangst” og ”Imaqa” tager udgangspunkt i), på vej mod et utroligt, geologisk fænomen på østsiden af Storøen. Her er der den massiv forekomst af svovl og mange andre mineraler, der har ætset og formet landskabet til et ørkenlandskab uden lige. Den store forekomst af forskellige mineraler giver et utroligt farvespil i landskabet, samt en god chance for at finde rubiner, guld, granater og mange andre spændende ting.

Efter besøget i ”Ørkenen” sejler man ud forbi et fjeld, der rejser sig 1000 meter direkte ud af vandet. Udover at være imponerende i sig selv, huser fjeldet tusinder af ynglende mallemukker og tejster, hvilket giver et vanvittigt syn, når man lægger sig ind til fjeldvæggen og kigger op.

Til slut sejler man ud til en virkelig velfungerende bygd kaldet Saattut, der har en befolkning på omkring 231 mennesker (hvilket er en stor bygd). I Saattut er en Royal Greenland-fabrik (selvfølgelig); et Pilersuisoq-supermarked; en meget smuk lille kirke; et servicehus, hvor folk kan tage et bad og få vasket deres tøj (der er intet rindende vand i bygden); en skole (1.-9. klasse), hvor samtlige lærere er uddannede og lokale (et meget sjældent fænomen i Grønland, men et tegn, hvor godt bygden fungerer); en masse hunde og en masse glade børn.

Fra Saattut kan man derudover se klippeformation (Den Liggende Mand), som har form som ansigtet på en liggende indianer.


Slut går turen hjemover mod Uummannaq. Den store udfordring er her at fordøje alle indtrykkene.


Udover det planlagte program er der på turen selvfølgelig udsigt til smukke fugle, isbjerge og klipper. Og sidst men ikke mindst er der udsigt til Indlandsisen, der rejser sig ude i horisonten.


På turen i går fungerede Arne (min chef heroppe) som guide, eftersom der også var en gruppe danskere med, og jeg var så tolk for mine 4 gæster (og så gav jeg lidt bonusinfo til de gæster, der var omkring mig, når jeg mente der var brug for det :-)).

En ting var at turen var ubeskriveligt fantastisk, men en anden ting for mig var, at gæsterne (både mine egne og de danske) gav udtryk for, at de var rigtig glade for min deltagelse på turen. Altid dejligt med lidt ros :-)


Så hvis du/I nogensinde skal til Grønland: Drop Ilulissat, Nuuk, og alle de andre byer. Kom til Uummannaq. Naturen og byen her er alle pengene værd.


Mine gæster tager så hjem i dag (mandag), og hverdagen på hotellet begynder igen. Men jeg skal sgu ikke brokke mig. Jeg står lige nu i restauranten og nyder en udsigt over Uummannaq-fjorden inden jeg skal op og lukke øjnene i et øjeblik – de sidste dage har været helt vidunderlige, men også 14-16 timer lange, så jeg er lidt træt.


Jeg har en hulens masse billeder jeg så gerne vil vise fra bådturen og fra min overnatning i fjeldet, men det kræver lidt mere tid end jeg har til rådighed nu, så det må blive senere. Men de skal nok komme!


Jeg håber I alle det fint!


/ Aslak

Ingen kommentarer: