Tilbage i min lille cabin

Ja, saa kom jeg tilbage fra 4 dage paa ski. Det var ikke saa meget som jeg kunne have oensket mig det, men lidt er (naesten) altid bedre end intet. Eller hvad?

Jeg boede paa et hostel i "downtown" Apex, og havde mit eget 4-mands vaerelse, hvilket jeg noed i fulde drag ved at sprede alt mit sure skitoej over hele vaerelset, saa jeg snart jeg kom hjem.

Jeg havde 3 fantastiske dage paa langrend laengere oppe paa bjerget paa et omraade, der hedder Nickelplate Nordic Centre. Det hele bliver koert af en non-profit forening, som overlever ved hjaelp af en masse frivillige og medlemskontingenter. Det er her John og Irene, som jeg var heroppe med sidste soendag, er medlemmer.
Nickelplate ligger som sagt laengere oppe paa bjerget, og som i resten af dette land er den offentlige transport ikke fantastisk udbygget. For mig betoed det, at jeg startede hver dag med at finde vej til langrendsomraadet via downhill-bakkerne. Det vil sige: 5 kvarters langrend opad bakke for at komme til selve langrendsomraadet. Det var nu ikke en daarlig maade at starte dagen paa. Saa var jeg ligesom i gang, og desuden var det en smuk tur, hvor jeg som regel var eneste person paa bakkerne.

Den tredje dag var jeg en smule oem i lysken, saa jeg ville tage en stille og rolig dag og bare tusse lidt rundt i byen. Det endte dog med at jeg ikke kunne lade vaere med at tage en halv dag paa alpinski. Det var kun 3 timer, men det var virkelig virkelig sjovt (styrtede kun en haandfuld gange..).
Jeg havde selvfoelgelig valgt den vejrmaessigt set underligste dag. Naesten hele bjerget var indhyldet i en taet sky. Det var kun bunden og toppen, der laa fri. Det var helt vildt, naar man kom op gennem skyen i liften, for saa til sidst at have den smukkeste skyfri udsigt ud over bjergene.

Sidste dag var jeg tilbage paa langrenden (og huskede for en gang skyld at straekke ud inden, hvilket betoed at jeg ingen problemer fik med lysken). Efter at have forceret morgenens strabadser, ville jeg soerge for at faa loebet mig toer for energi. Jeg valgte derfor en rute, som jeg havde lidt kendskab til, og som jeg vidste klare jobbet. Og det maa man sige den gjorde. 17 km senere sad jeg tilbage i foreningens hytte foran pejsen og noed min stol i fulde drag. Men noej, hvor kommer jeg til at savne det.

Hjemturen fra Apex var lidt af en begivenhed. Parret, Keith og Oki, der styrer den daglige drift af Nickelplate var saa soede at give mig et lift til byen Penticton, hvor jeg skulle samles op af Lee (Karls mor). Vi havde aftalt at moedes, hvor bussen fra Apex normalt saetter folk af, og alt virkede fint lige indtil Keith spoerger mig ved hvilket af bussens stoppesteder jeg skulle moede Lee.. "I have no idea. It only said Penticton on the website..". Derefter blev den store efterlysning af Sarah og Karls og Lees telefonnummer sat i gang.
Der var ingen grund til at holde yderligere paa Keith og Oki, saa jeg blev sat af paa Mohawk Gas Station (stationen ligger paa graensen til et indianerreservat, deraf navnet), roeg direkte hen til telefonboksen. Jeg fandt en masse numre, men enten var der intet svar eller ogsaa var nummeret ugyldigt.. Der stod jeg lidt udenfor Penticton paa en tankstation med to rygsaekke og begyndte at blive mere og mere irriteret over at jeg ikke kunne komme igennem til nogen. Bedst som jeg stod der og overvejede mine muligheder er der en bil, der dytter af mig. Aabenbart har Keith og Oki ringet til Irene, som har ringet til John, som tilfaeldigvis havde vaeret til tandlaegen i Penticton den dag, og som netop var paa vej hjem.
Det hele endte med at John koerte mig hele vejen hjem til Sarah og Karl, da vi ikke kunne finde Lee noget sted i Penticton.
Det maa man virkelig give canadierne. Jeg har sjaeldent moedt saa venlige og hjaelpsomme mennesker. Det er helt utroligt. Jeg kan kun haabe at folk, der rejser rundt i DK, har samme fornemmelse i forhold til os.

Naa, men nu er jeg tilbage paa gaarden og foraaret er for alvorlig kommet.
Det har vaeret en rigtig dejlig dag med 26 grader i solen, wife beater og aarets foerste saaninger! Hjalp Sarah med at saa agurker, 13 forskellige slags salater (deriblandt Speckled Amish Butterhead(!)) og loeg. Maa se om jeg ikke kan faa uploadet nogle billeder.

Jeg er ikke helt sikker paa, hvad planen er den sidste tid. Indtil videre bliver jeg her paa gaarden et par dage endnu - turen op til Apex kostede vist lidt penge, saa kunne nok godt have brug for at leve gratis et par dage endnu. Vi faar se. Lige nu nyder jeg bare det gode vejr og den smukke natur.




Double Diamond Hostel i Apex, hvor jeg boede. Man kan ane begyndelsen af skiomraadet i baggrunden.



Selvportraet paa vej op til Nickel Plate. Jeg tror jeg var den eneste der brugte den rute.. Jeg moedte i hvert fald aldrig nogen paa den.




Udsigten fra skiliften op gennem taagen.




John insisterede paa at tage et billede af mig og Irene, fordi jeg havde vaeret saa kaek at tage et billede af dem, mens de knoklede op ad en lang bakke. - Det er bare en akavet situation, at posere saadan..

I won, I won, I won!

Puha en lang dag.
Startede dagen med at arbejde oppe i drivhuset de foerste 4 timer. Derefter tog jeg med Sarah og datteren Skye til Penticton, som er den naermeste "storby", hvor Skye skulle til en venindes 12-aars foedselsdag. Foer end jeg vidste af det, sad jeg paa en restaurant sammen med 20 12-aarige piger og hilste paa foedselarens mor. Det var nu en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor jeg bare sad og snakkede med Sarah om alt lige fra den katolske verden i lille Danmark til hendes fortid som pot-pusher i Yukon (den kvinde har proevet nogle vilde ting - og hun er kun 33 aar)
Her til aften var vi til Spring Fling i Cawston Community Hall, hvor der var et velgoerenhedsarrangement for sociale aktiviteter i Cawston, Keremeos og omegn.
3 lokale bands spillede alt fra Led Zeppelin over Janis Joplin til selvskreven reggae. Det var en meget interessant og meget skaeg aften, hvor jeg bare kunne sidde og kigge og kigge. Alle kendte alle, og der blev derfor lagt maerke til ham den fremmede med det lyse haar. Efterhaanden fandt de fleste ud af at jeg arbejder hos Sarah, og saa spurgte de ellers loes.
Canadiene er virkelig soede og interesserede mennesker, det maa man sgu give dem.
Aftenens hoejdepunkt for mig var dog, da jeg til min meget store overraskelse vandt aftenens lodtraekning (alle fik et lod, da man betalte entre). Praemien var en kaempe kasse fyldt med produkter fra en masse af gaardene rundt om i dalen. Jeg har faaet alt lige fra peach plum jam til apricot and apple fruit rolls. Det er helt vildt laekkert!
Men det var en meeeeget lang tur fra mit bord og op til scenen, da jeg skulle modtage praemien, men jeg klarede den!

Paa et tidspunkt maa jeg uploade billeder af kassen og fortaelle mere om aftenen; om dalens ene boesse, der optraadte som Cher, den lokale fulderik, den intense potrygning og meget mere. Men nu vil jeg gaa i seng, for jeg skal tidligt op. For i morgen er det dagen, hvor Aslak tager til Apex (eller rettere sagt Nickelplate Nordic Centre), og saa skal der loebes paa ski!

Hep

Introducing

Endelig lykkedes det at faa hul igennem laenge nok til at jeg kan faa mulighed for at praesentere Sarah og Karl



Maa jeg praesentere Sarah Martin og den mest underholdende hund jeg nogensinde har moedt, Odin.
Da jeg tog billedet, var vi i faerd med at braende en masse ukrudt og gammelt trae af (noget vi goer et par gange hver dag, pga al den oprydning der er paa dagsordenen hver dag)



Og her er saa Karl Eriksen. Han, soennen Shannon og jeg havde mandemiddag nede ved floden i forgaars, med boeffer stegt paa baal, kolde oel og guitar - en nysgerrig baever i vandet



Voila! Et praegtigt syn. 20+ grader i solen. Det var sgu en varm dag i drivhuset, saa hjalp Sarah med baalene udenfor

Og saa bliver jeg noedt til at vise billedet af undertegnede kontrollerende en ordentlig traktor. Laeg specielt maerke til den overlegne styring med een haand samtidig med at der bliver taget fotofoto.

(Mon roedmossethed skyldes haardt arbejde eller utilpashed ved at vaere paa den forkerte side af kameraet?)

Alt for denne gang! Nu vil jeg gaa ud og se en naesten fuldstaendig maaneformoerkelse.

Whereabouts

Der er en del har spurgt til hvor det er jeg egentlig er henne i Canada. Jeg befinder mig lige her, hvilket vil sige: ca 12 km syd for byen Keremeos, hvis man koerer ad Highway 3, og omtrent 6 km nord for graensen til amerikanerne.
Den eksakte adresse er Sumac Road 172.

Gaarden ligger helt ned til Similkameen floden, der loeber gennem hele dalen.

Siden jeg endnu ikke har loest problemet med at faa overfoert mine billeder til en fungerende computer, vil jeg tillade mig at smide et link til Karl og Sarahs egen side, hvor man kan se billeder.
Her er dog ikke helt saa groent som paa billederne. Foraaret er godt paa vej og dagene er dejligt varme (omtrent 17-20 grader i solen midt paa dagen), men naetterne er stadig meget kolde (ca -10 grader), saa der er ikke mange planter, der er helt klar endnu, men de er paa vej saa smaat!

Naa, jeg vil gaa tilbage til min opgave for dag, hvilket er at reparere de plastik covers, der sidder udenpaa drivhusene. Men vejret er smukt og solen hoej, saa jeg kan kun vaere glad

Is this heaven?

Er lige vaagnet efter natten efter den bedste dag jeg laenge har oplevet.
Min dag igaar begyndte omkring kl 8 med at gaa over og spise lidt morgenmad i huset, pakke min rygsaek og tage mit skitoej paa.

(Kort forhistorie: Karls familie har altid boet i det samme hus, lige siden hans foraeldre flyttede her til dalen for 40 aar siden. Nu bor Karl, Sarah og boern i hovedhuset, mens Karls mor Lee og hendes mand Patrick bor 50 meter vaek i et lille hus.
Jeg kom en dag til at tale med Lee om at staa paa ski og fortalte at jeg holdt meget af at loebe langrend og virkelig gerne vil proeve det her i Canada. Naeste dag kom hun hen og fortalte at vi paa soendag (altsaa igaar) skulle med nogle af hendes venner op til skisportsstedet Apex, der ligger 45 minutters koersel fra farmen. Og nu tilbage til selve dagen: )

Da vi alle var klar, koerte jeg, Lee og Patrick hen til de tidligere omtalte venner, John og Irene, for at moedes med dem.

Turen op til omraadet var helt fantastisk gennem smukke bjerge fulde af sne i hoej sol fra skyfri himmel.
Da vi endelig kom op til omraadet, hvor jeg faar lejet stoevler, stave og ski (til dem der kender noget til langrend: det var smoeringsfri ski. Ingen klister, bare "fiskeskael" under foden. Det fungerede forbavsende godt (konstruktionen tog noget af farten down hill, men fungerede virkelig godt paa flade straek og op ad bakkerne. Jeg havde aldrig hoert om saadan en ski foer..).
Da alt var paa plads, drog jeg sammen med John og Irene (John er en paent habil langrendsloeber, der loeber to gange om ugen oppe ved Apex) ud paa en 15 km lang tur rundt i terraenet.
Det var noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet. Gennem kaempe skove op til et helt utroligt udsigtsspot med uspoleret udsigt mod syd og vest (paa det tidspunkt befandt vi os i omtrent 3500m hoejde). Mod sydvest tronede de kaempe Cascade Mountains (Jeg kan godt forstaa du var glad for at vaere i det omraade, Emil).

Turen tilbage til hytten, hvor vi skulle moedes med Lee og Patrick, var fantastisk smuk og boed paa nogle af de haardeste stigninger jeg laenge har vaeret paa (bringer minderne tilbage til Oernenipa-ture), saa da vi kom tilbage til hytten var jeg fuldstaendig gennembloedt og noed min stol og min frokost paa terrassen i solen i fulde drag.

Efter frokosten tog jeg paa en 10 km tur med John rundt for lige at faa det hele med. Det skal lige siges at John og Irene er ogsaa organic farmers i the Similkameen Valley, hvor de driver en grape orchard.
John er oprindeligt fra Manchester, men emmigrede til Canada som 26 aarig for at komme vaek fra England. Om sommeren sejler han meget i sin kajak og koerer en masse mountainbike i de omkringliggende bjerge. og om vinteren er hans fritid helliget langrenden. (Der var naesten noget skraemmende spaadommeligt (hvis man overhovedet kan sige det) i hvordan han havde valgt at leve sit liv.. Overvejer virkelig at flytte herover paa et tidspunkt.

Da vi kom tilbage, var det tid til at jeg skulle levere mine ting tilbage og vi skulle til at vende snuderne hjemad.
Jeg fik John og Irenes mail, i fald at jeg skulle komme tilbage til Canada og manglede et sted at abejde, desuden kan jeg muligvis sove hos deres datter i Vancouver, naar jeg skal hjem, hvilket ville vaere rigtig rart, nu hvor jeg har reserveret en seng paa Apex' hostel i naeste uge.
Jeg kan ikke vente!

Presenting

Jeg er efterhånden lidt bagud i forhold til billedfremvisning - og min egen computer hjælper ikke meget ved at crashe med jævne mellemrum.
Men jeg vil forsøge at få uploadet billeder fra farmen og fra nogle af de andre ting jeg laver/har lavet.

Men her er lidt at begynde med












Mit hjem på Mariposa Organic Farm.
En ca. 14 kvm stor hytte med en lille elektrisk radiator til at holde mig varm om natten.
I baggrunden anes Similkameen floden og bjergene på den anden side af dalen.

Kalder kalder

Jeg anede ikke det var så let. Det er jo bare 6 klik og så har man sgu en blog..

Jeg må indrømme, at det bestemt ikke er egen originale ide, det her. Der skulle et venligt skub til før jeg overvejede det, men nu er det gjort, og det er min!

Formålet med denne side er i høj grad at uploade billeder og skrive små kommentarer - nu fra B.C., Canada, senere fra Firenze og Rimini, og hvem ved hvad næste skridt er (Jeg er seriøst begyndt at overveje at tage på et ophold i en ashram her i Canada)